08 September 2009

DM i Firma Golf (Lands Finale)

Der var lagt op til en seriøs turnering på Danmarks bedste bane. Det imponerende Lübker golf resort ved Nimtofte på Djursland. Jeg vidste godt deres greens var hurtigere, men man måber alligevel lidt over nogle af de putts man får sendt afsted. Der skulle spilles om mandagen og jeg tog ud søndag middag for at træne lidt og slutte af med en runde på deres Academy Course. Det var tydeligt hvor energien skulle ligges. Putts, putts og flere putts! Så mandag morgen efter morgen buffet'en slår jeg en spand bolde ud på range og lægger resten af energien på greens for at få den rigtige fornemmelse for hastigheden. Det føles aldrig som tid nok, når man stadig putter 1½ meter kort og 2 meter for langt på practise greens, men med den kæmpe forskel der er på Lübker's greens og min hjemmebane's greens, er det som at starte forfra med puttningen!

Jeg fik fornøjelsen af at gå med et par hyggelige (lidt ældre end mig) herrer, som var ved godt mod og godt humør selvom 2 af dem ikke formåede at lave så mange point på for-ni (Sky). Det giver en ekstra ro at folk ikke går og surmuler, råber og kaster med køllerne, som nogen kan finde på, men at man bare hygger og kan fokusere på sine slag i ro og mag. Jeg starter ud med 18 point på for-ni hvilket jo er meget nydeligt på så lang og svær en bane. Men jeg synes dog trætheden allerede var begyndt at melde sig i lårene på 8. hul. Så jeg fik kværnet en banan, en sandwich og min halv liters sodavand hvorefter turneringslederen kom ud i golfvogn med forfriskninger. Godt timet! Vi fortsætter på bag-ni (Sand) hvor tilliden til min 3-wood er så solid at den bare får mere hug end før. Og jeg forsætter med at banke bolden snorlige ind i modvinden til et par frustrede kommentarer som: "Bliver du aldrig træt af at slå lige ud?" og "Hvor kan man købe den der 3-kølle?" Det lykkedes mig at redde par på et 439 meter par 4 hul!! Et velplaceret 9-jern i 3. slaget, som blev mødt med klapsalver, rammer den rigtige bakke og triller ind bag hullet til et lidt farligt 1 meter ned af bakke putt. Men den bliver sat og vi går videre til sidste hul som er et 10 meter kortere par 5! Solidt drive ud midt i fairway og så en total fejlvurdering af længden efterlader mig med et 130 meter slag op af bakke i strid modvind! Ups, men jeg tager min hybrid og smider den op 5 meter kort af pinden til et op af bakke putt. Jeg havde været meget påpasselig med mine putts på de andre huller og lå tit 1 meter kort, men den skulle have birdie chancen, så jeg sendte den 1 meter forbi til endnu et farligt ned af bakke putt, men linjen havde jeg læst op ad bakken, så den skulle bare lige ned og det kom den! Bang! 37 point med 7/8 hcp (15 tildelte slag reduceret til 13). Hvor var det fedt at rive banen i smadder på første forsøg. Men hvad kan jeg sige? Jeg spiller bare bedre på gode baner, hvor tingene ikke er overladt til tilfældighederne. Fed fed oplevelse!!

06 September 2009

Klubmesterskab

En lidt forsinket blog omkring hvad der skete til Klubmesterskabet. Jeg spiller en solid runde golf lørdag under rimeligt grimme forhold, det blæser meget og regner en del ind imellem. Men jeg holder udstyret tørt og varmt og formår at holde sammen på skidtet! Det giver mig en 78'er og en 2. plads 1 slag bag føreren. Men på finaledagen, formår han at spille til sit hcp hvilket er betydeligt lavere end mit og jeg er 3 slag efter da vi starter bag-ni. Det er alt eller intet, så med et godt lie i 3. slaget, satser jeg og prøver at sende den på green 165m ude fra med min hybrid, på banens smalle hul 10. Det går dog semi galt og jeg ender med en snemand. Jeg kasserer en dobbelt bogey et par huller senere og er for langt bagud til at hente førerne (som nu er flertal). Jeg synes stadig det var det rigtige tidspunkt at satse på og fortryder intet.